Tid

Hvem er det, der venter på fucking no one?

Tiden!

Tiden venter ikke på nogen, hverken ung eller gammel. Uanset hvordan det går os i livet, går tiden kun en vej og det er fremad. Den venter ikke, den tøver ikke, den stopper ikke. Aldrig nogen sinde.

Når man er ung, er det svært at overskue tidens cyklus. En måned føles som et år. En vinter som et liv.

Når man er gammel føles et år som en måned eller blot en dag. Og et liv som et enkelt år.

Nogen mener i disse coronatider, at det er synd for de unge. For de mister et år måske mere af det der liv. Den bedste tid af deres liv, der skulle været gået med sanseløst druk, lastbilkørsel og præstationsangst.

Med os gamle gør det ikke så meget. Vi har jo levet. Vi kan bedre klare det. Tabet af det år, der efter sigende kun føles som en dag.

Men er det rigtigt? Når jeg sådan mærker efter, synes jeg ikke at jeg har mere tid at give af end de unge. Nok kan år føles som dage i min alder, men betyder det så at jeg bør give dem væk med større gavmildhed? Når de unge føres frem som dem der lider det største tab af tid, i denne tid, er jeg ikke helt enig. Jeg skulle ikke have brugt det seneste år på sanseløs druk eller dumdristige udskejelser, men jeg skulle have brugt året på at udvikle mig på andre områder. Jeg skulle have haft præstationsangst over nye begyndelser og jeg skulle have delt udflugter og lærerige begivenheder med min datter og hendes far. Jeg skulle på afstand have observeret andre menneskers tilgang til livet og løssluppent sociale adfærd.

Jeg er god til at vente. Og man skal som bekendt gøre det man er god til. Men jeg hader at vente. Hele mit liv opleves som en lang venten. Venten på at dét gik over. Vente på at noget stoppede. At noget begynder. Vente på at modet indtræffer. Hjælp. Vente på livet. Vente på døden, der uanset klar eller ej en dag kommer og tar’ mig.

Det her år har ikke føltes som en dag. Det her år har føltes som et uendeligt ophold i en ventesal.

Det er synd for de unge uanset om de er i gang med en livsændrende gymnasial uddannelse, spejder i horisonten efter en elevplads, er midt i et tiltrængt sabbatår eller indlagt på psykiatrisk.

Og det er synd for os gamle.

For tiden venter ikke på nogen af os.

Namaste

Du er velkommen til dele egner tanker om tid og corona. Husk blot ikke at dele mere end du ville til andre ventende i en halvtom ventesal.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: