What happend to you?

Bruce D. Perry har i samarbejde med Oprah Winfrey udgivet en samtalebog under titlen: What happend to you?

Titlens spørgsmål fremstår som en vigtig og mere imødekommende pendant til spørgsmålet: What is wrong with you? i behandlingen af mennesker med traumer.

Garbor Maté har stillet det samme spørgsmål i forbindelse med misbrug og forklarer det så fin i denne lille film. Jeg håber at kunne vende tilbage med Garbore Maté ved en anden lejlighed omkring emnet traume og misbrug for, som han siger; ”Alle der har oplevet et traume bliver ikke nødvendigvis misbrugere. Men alle misbrugere, har oplevet et traume”.

Jeg elsker Bruce Perry og deler ofte dette citat af ham på Facebook:

”I mange år har psykologer og psykiatere fortalt folk at (…) medmindre du elsker dig selv, er der heller ikke andre, der elsker dig. Sandheden er, at man ikke kan elske sig selv, medmindre man har været og er elsket. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation”.

Citatet er fra bogen: ”Drengen, der voksede op som hund” og som er en af de bedste bøger jeg har læst. Bruce Perry selv er psykiater. Han beskæftiger sig bla med traumebehandling og agitere for at det, der skal til, er kærlighed. Små ”acts of love”. Og i den bevægelse bliver det essentielt at stille spørgsmålet; hvad er der sket dig, frem for det mere fordømmende spørgsmål; hvad er der galt med dig.

Når man i mødet med et andet menneske ønsker at behandle dem, må man starte med at spørge, hvad der er i vejen med dem, for at genstanden for behandlingen kan træde frem. Når svaret fx lander på en eller flere diagnoser som fx angst, depression, e.l, kan behandlingen gå i gang. Denne model er jeg ikke fan af og jeg tænker heller ikke det er en model, der har langsigtet effekt. At fastholde og bekræfte at noget er galt med en og det der er galt med en kan behandles, er for mig at set, at have fokus på det uvæsentlige. I EFT’en og i min optik er diagnoser et symptom på en belastning og at behandle symptomet fjerner ikke belastningen.

Omvendt, at stille spørgsmålet, hvad er der sket med dig? kan ligeledes have sine begrænsninger. For sidder du foran en traumatiseret klient, der gradvist og igennem en årrække er blevet mishandlet og krænket på den ene eller anden måde, er det et umuligt spørgsmål at besvare.

Jeg er, som bekendt, selv vokset op med vold og misbrug og det nærmeste jeg har været at blive stillet spørgsmålet, hvad er der sket dig? var i mellemskolen, hvor min klasselærer en enkelt gang spurgte mig, om alt var ok derhjemme. Jeg var klar over, på tidspunktet, at det var min chance, men jeg havde intet begreb om, hvad jeg skulle svare. For hvad mente han egentlig? Ja, alt var ok derhjemme. Det var som det plejede, det var min hverdag og jeg var jo sikker på at jeg både fik som fortjent og som forventet. Jeg kunne ikke svare på om alt var ok derhjemme. Jeg kunne have svaret på, at jeg ikke havde det godt derhjemme og at JEG ikke var ok. Men, det spurgte han ikke om og jeg turde ikke at løbe risikoen ved at fortælle det.

Hvis det første spørgsmål jeg stiller en klient er; hvad er der sket dig? vil alarmsystemet givetvis allerede bimle derud af. Nogle vil automatisk remse kronologisk op af hændelser i løbet af deres liv, der kunne tilfredsstille mit spørgsmål. Andre vil starte med at redegøre for deres dag, cykelturen på vej her hen eller en anden dagligdagsbegivenhed, der kan fortælles relativt spændende, men som er ganske harmløs i den terapeutiske proces.

Der er en grund til at mennesker i årevis bagatellisere eller fortrænger deres traumatiske opvækstår eller oplevelser. Det handler ganske simpelt om overlevelse. Jeg turde ikke løbe risikoen da jeg var barn ved at sige min smerte højt. For tænk nu hvis det hele blev meget værre. Det var en mere eller mindre bevidst beslutning den gang og både før og efter den episode, har jeg bevidst/ubevidst tilpasset mine svar på nærgående spørgsmål af hensyn til min overlevelse.

I dag kan jeg svare ret præcist på, hvad der er sket mig. Det har været en lang og vedvarende proces at nå til at kunne det, der heldigvis aldrig har været omkring en behandling af diagnoser, selvom der sandsynligvis i min ungdom var belæg for diagnoser som angst, generaliseret angst, PTSD, depression o.l. Det skyldes de momentane glimt af medmenneskelighed eller eksistentiel kærlighed, jeg dog trods alt har oplevet fra mennesker, der har været i kontakt med mit belastet selv.

Når vi relationelt i terapien er nået så langt at nervesystemet har lagt sig og der er opbygget en gensidig tillid i det terapeutiske rum, giver det mening at stille spørgsmålet, hvad er der sket dig? Her kan klienten måske formulere, systematisere og begrebsliggøre det traume, der ligger bag den belastning han eller hun trådte ind ad døren med. Og her kan det nænsomme og omsorgsfulde arbejde med udviklingen af selvomsorg, integritet og rejsning af selvet fortsætte.

What happend to you? er et vigtigt spørgsmål, der vidner om nysgerrighed, kærlighed og omsorg. Jeg glæder mig til at læse bogen.

Har du faglige eller personlige kommentarer til overstående er du velkommen til at dele dem her. Husk blot ikke at dele mere end du ville i et lille videoklip på YouTube.

Namaste 🙏

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: