Højtidstanker

Jeg sidder i skrivende stund og skriver på et gækkebrev til min datter. Det er den eneste påsketradition vi har og en af dem vi ikke havde i mit barndomshjem. Egentlig synes jeg det er lidt svært at sidde her og gøre mig umage med at skabe noget værdifuldt for mit barn med afsæt i en højtid, der minder mig om min egen oplevelse af værdiløshed.

Højtiderne kan være svær at overkomme for mange mennesker. For hvad gør man egentlig i højtiderne, når man er opvokset i en dysfunktionel familie og denne opvækst ikke har bidraget til kærlige erindringer eller troen på fællesskabet. Hvilke ritualer tager man med sig hjemmefra? Hvilke traditioner fører man videre?

Påskeægget

Da jeg var barn, fik vi hvert år et kæmpestor påskeæg. Stort og glitrende og det gule cellofan knitrede bare man kikkede på det. Bag det gyldne slør flød det over med fyldte chokolader og de små påskekyllinger lavet af mini-piberensere fristede vores små barnefinger.

Men vores begejstring var styret. Den skulle udtrykkes på en særlig måde. Den skulle både være glad og tilbageholdende. Beskeden og munter. Taknemmelig. Ellers…

Det blev aldrig sagt med ord, men vi var fuldt ud bevidste om, at vores påskeæg ikke var til os og ikke var anskaffet for at vi kunne begejstres af glitter og mæske os i chokolade. Ægget stod på vores værelser. På vores skriveborde stod de og strålede over os, mens vi lavede lektier. Nå vi var sikre på at vi ikke blev overvåget satte vi næsen helt op i cellofanen så vi kunne skelne det ene stykke chokolade fra det andet. Et år eller to var vi virkelige modige, eller dumdristige. Ganske forsigtigt sneg vi en finger ind i cellofanens samling og ganske forsigtig lirkede vi en enkel chokolade ud. Sejrsrusen var stor, hvis det var med nougat. Skuffelsen ditto, hvis det var marcipan. Vi passede på med at sætte spor af nogen art. Det ville få konsekvenser. Bagefter hviskede vi beruset af angst og overlevelse om vores rov.

Når ægget havde stået på vores værelser længe nok, fik vi lov til tage det med ned i fjernsynsstuen så vi kunne byde. Forsigtigt og under nøje overvågning fik vi lov at pakke ægget ud. Cellofanen måtte helst ikke gå i stykker. Heller ikke det gyldne sølvpapir de store æggeskaller af robust mørk chokolade var pakket ind i og som de mindre godter hvilede på.

Når alt det søde var blottet måtte vi med bøjede nakker og søde smil byde de voksne et stykke fyldt chokolade. Bagefter måtte vi selv tage et stykke. Når aftenen var slut pakkede vi det hele sammen igen, så det så ud som før. Så kunne vi stille æggene tilbage på deres plads på skrivebordene indtil vi måtte få lov at byde igen.

Påtrængende erindring

Særligt ved højtider oplever mange, der er opvokset i dysfunktionelle familier at der dukker ubehagelige erindringer eller svære følelser op. Nogle kan rammes af flashbacks der trigges af fx en adfærd, en kommentar, en lugt et billede e.l og som man ikke har kontrol over. I så fald kan der være tale om PTSD eller kompleks PTSD

Min påskeægserindring er ikke et direkte flashback. Det hører under kategorien; en påtrængende erindring som jeg kan reflektere over og som jeg afstemt kan placere som en fortidig oplevelse. Ikke desto mindre kommer jeg i kontakt med en højtidsbestemt smerte og sorg, der gør min gækkebrevsskrivning til en ambivalent aktivitet og som hvirvler mig rundt i forskellige tankespor.

Fortid, nutid og fremtid

Tristheden ved denne erindring bragte mig videre til mit forehavende og om det paradoksale i at forsøge at ændre min nutid og fremtid ved at omskrive min fortid. Jeg omskriver min nutid og fremtid når jeg sidder og skriver på et gækkebrev til min datter. En tradition jeg selv startede for en del år siden i fuld bevidsthed om mit ønsket om at give hende gode minder hun forhåbentlig vil lune sig ved, når jeg er død og borte.

For når hun, som sidste år, i løbet af nul komma 5 har gættet at det er mig der driver gæk med hende, får hun et påskeæg. Det æg kan være alt muligt og involverer altid chokolade. Hun har, som altid, fuld råderet over det æg og, som altid, vil hun uopfordret sparer på det og, med løftet hoved og et frækt grin, byde både venner og familie, når det, ifølge hende, er tid til hygge og lidt lækkert.

Og dét gør mig både stolt og glad.