Familieferie – frydefuldt eller frygteligt

Sidste sommer skrev en kvinde til mig i en form for tilbageholdt panik og desperation. Hun skulle på ferie med sin nærmeste familie og hun var ikke sikke på, hvordan hun skulle klare det – om overhovedet.

Hun spurgte mig derfor om jeg kunne give hende nogle værktøjer til at overkomme at holde ferie i samvær med dem hun elsker højest og dem som samtidig volder hende de størst personlige udfordringere.

Uden af garantere værktøjer, aftalte vi at mødes tre gange inden hun skulle afsted.

Selv om tre gange terapi ikke er meget, var det nok til at det gav hende en forståelse og plads til at imødekomme andre muligheder for, hvordan hun kunne være sammen med sin familie.

På de tre sessioner fik hun sat fokus på, hvad præcist der udfordrede og skræmte hende. Hun fik udfoldet nogle af familiens dynamikker og undersøgt hendes egen rolle i den struktur. Samtidig opdagede hun, hvordan hun kunne skifte fokus fra alt det der gik galt til at være medskaber af positive forandringer – særligt til gavn for hende selv. Efter den sidste session så hun frem til at se sin familie og til en ferie, hvor hun mente sig i stand til at kunne rekreere og slappe af.

Det lyder paradoksalt, at der kan være brug for terapi inden man skal holde ferie med sin familie, for ferie burde på sin vis være terapeutisk i sig selv og samvær med familien burde være en tid med nærvær og tryghed.

Sådan er det for mange.Men for andre kan bare tanken om ferie med familien bringe koldsved frem på panden.

Er du lige nu i gang med at forberede dig til ferie med familien og kan mærke den der ulmen midt i kroppen er du velkommen til at benytte nedenstående tilbud. Det er ikke sikkert at jeg kan give dig decideret værktøjer, men jeg kan tilbyde dig et rum at ventilere i, nye perspektiver og klarhed – og det kan måske være værktøjer nok i sig selv.

Forbered dig til ferien med familien

Jeg tilbyder tre før-ferien-sessioner for 1500,- i ugerne 25, 26 og 28.

Ring eller skriv til mig på 22 84 42 14 eller udfyld kontaktformularen under Kontakt, hvis du er nysgerrig eller har spørgsmål, og hvis du eller én du kender kan bruge lidt før-ferien-forberedelse.

Du er også velkommen til at kommentere eller dele egne familieferie-erfaringer nedenfor. Husk blot ikke at dele mere end du ville på en tilfældig campingplads på sydsjælland.

Namaste 🙏

What happend to you?

Bruce D. Perry har i samarbejde med Oprah Winfrey udgivet en samtalebog under titlen: What happend to you?

Titlens spørgsmål fremstår som en vigtig og mere imødekommende pendant til spørgsmålet: What is wrong with you? i behandlingen af mennesker med traumer.

Garbor Maté har stillet det samme spørgsmål i forbindelse med misbrug og forklarer det så fin i denne lille film. Jeg håber at kunne vende tilbage med Garbore Maté ved en anden lejlighed omkring emnet traume og misbrug for, som han siger; ”Alle der har oplevet et traume bliver ikke nødvendigvis misbrugere. Men alle misbrugere, har oplevet et traume”.

Jeg elsker Bruce Perry og deler ofte dette citat af ham på Facebook:

”I mange år har psykologer og psykiatere fortalt folk at (…) medmindre du elsker dig selv, er der heller ikke andre, der elsker dig. Sandheden er, at man ikke kan elske sig selv, medmindre man har været og er elsket. Kapaciteten for kærlighed kan ikke opbygges i isolation”.

Citatet er fra bogen: ”Drengen, der voksede op som hund” og som er en af de bedste bøger jeg har læst. Bruce Perry selv er psykiater. Han beskæftiger sig bla med traumebehandling og agitere for at det, der skal til, er kærlighed. Små ”acts of love”. Og i den bevægelse bliver det essentielt at stille spørgsmålet; hvad er der sket dig, frem for det mere fordømmende spørgsmål; hvad er der galt med dig.

Når man i mødet med et andet menneske ønsker at behandle dem, må man starte med at spørge, hvad der er i vejen med dem, for at genstanden for behandlingen kan træde frem. Når svaret fx lander på en eller flere diagnoser som fx angst, depression, e.l, kan behandlingen gå i gang. Denne model er jeg ikke fan af og jeg tænker heller ikke det er en model, der har langsigtet effekt. At fastholde og bekræfte at noget er galt med en og det der er galt med en kan behandles, er for mig at set, at have fokus på det uvæsentlige. I EFT’en og i min optik er diagnoser et symptom på en belastning og at behandle symptomet fjerner ikke belastningen.

Omvendt, at stille spørgsmålet, hvad er der sket med dig? kan ligeledes have sine begrænsninger. For sidder du foran en traumatiseret klient, der gradvist og igennem en årrække er blevet mishandlet og krænket på den ene eller anden måde, er det et umuligt spørgsmål at besvare.

Jeg er, som bekendt, selv vokset op med vold og misbrug og det nærmeste jeg har været at blive stillet spørgsmålet, hvad er der sket dig? var i mellemskolen, hvor min klasselærer en enkelt gang spurgte mig, om alt var ok derhjemme. Jeg var klar over, på tidspunktet, at det var min chance, men jeg havde intet begreb om, hvad jeg skulle svare. For hvad mente han egentlig? Ja, alt var ok derhjemme. Det var som det plejede, det var min hverdag og jeg var jo sikker på at jeg både fik som fortjent og som forventet. Jeg kunne ikke svare på om alt var ok derhjemme. Jeg kunne have svaret på, at jeg ikke havde det godt derhjemme og at JEG ikke var ok. Men, det spurgte han ikke om og jeg turde ikke at løbe risikoen ved at fortælle det.

Hvis det første spørgsmål jeg stiller en klient er; hvad er der sket dig? vil alarmsystemet givetvis allerede bimle derud af. Nogle vil automatisk remse kronologisk op af hændelser i løbet af deres liv, der kunne tilfredsstille mit spørgsmål. Andre vil starte med at redegøre for deres dag, cykelturen på vej her hen eller en anden dagligdagsbegivenhed, der kan fortælles relativt spændende, men som er ganske harmløs i den terapeutiske proces.

Der er en grund til at mennesker i årevis bagatellisere eller fortrænger deres traumatiske opvækstår eller oplevelser. Det handler ganske simpelt om overlevelse. Jeg turde ikke løbe risikoen da jeg var barn ved at sige min smerte højt. For tænk nu hvis det hele blev meget værre. Det var en mere eller mindre bevidst beslutning den gang og både før og efter den episode, har jeg bevidst/ubevidst tilpasset mine svar på nærgående spørgsmål af hensyn til min overlevelse.

I dag kan jeg svare ret præcist på, hvad der er sket mig. Det har været en lang og vedvarende proces at nå til at kunne det, der heldigvis aldrig har været omkring en behandling af diagnoser, selvom der sandsynligvis i min ungdom var belæg for diagnoser som angst, generaliseret angst, PTSD, depression o.l. Det skyldes de momentane glimt af medmenneskelighed eller eksistentiel kærlighed, jeg dog trods alt har oplevet fra mennesker, der har været i kontakt med mit belastet selv.

Når vi relationelt i terapien er nået så langt at nervesystemet har lagt sig og der er opbygget en gensidig tillid i det terapeutiske rum, giver det mening at stille spørgsmålet, hvad er der sket dig? Her kan klienten måske formulere, systematisere og begrebsliggøre det traume, der ligger bag den belastning han eller hun trådte ind ad døren med. Og her kan det nænsomme og omsorgsfulde arbejde med udviklingen af selvomsorg, integritet og rejsning af selvet fortsætte.

What happend to you? er et vigtigt spørgsmål, der vidner om nysgerrighed, kærlighed og omsorg. Jeg glæder mig til at læse bogen.

Har du faglige eller personlige kommentarer til overstående er du velkommen til at dele dem her. Husk blot ikke at dele mere end du ville i et lille videoklip på YouTube.

Namaste 🙏

Alfred & Skygge

  • en lille fortælling om selvkritik

Jeg har det meste af mit liv haft mere end almindelige spændende dialoger med min indre kritiker. Disse skulle tjene til at holde mig opmærksom og sørge for, at jeg ikke var for meget og ikke for lidt. Den del af mig, der kritiserede mig, gjorde en enorm indsat for at beskytte mig – og med god grund. Men, jeg kunne også være ganske brutal og ondskabsfuld over for mig selv.

Sidst jeg blev opmærksom på hvor nedladende jeg kunne behandle mig selv, var for ikke så længe siden. På vej ud på badeværelset, i et ellers dejligt humør, fik jeg øjenkontakt med mit smilende selv i spejlet. “HOLD KÆFT HVOR ER DU GRIM!”, snerrede jeg af mig selv. Ikke højt og artikuleret. Men som en bombe, der sprang i mit hoved. Jeg var rystet og aldeles uforberedt.

Tilgengæld, havde jeg på tidspunktet arbejdet intenst med min selvkritikker i mit uddannelsesforløb, til psykoterapeut, og var klar over, hvad der var på spil. Budskabet og de nedladende og ondskabsfulde sætninger har jeg lært af min mormor. Dagligt hold hun mig verbalt og fysisk nede og det blev derfor mit kritiske selvs ansvar at komme hende i forkøbet for at minimere evt. overgreb og evt. efterfølgende skade.

Jeg har ikke haft kontakt med min mormor siden jeg var en stor teenager. Jeg behøver ikke at passe på længere, men det glemmer dele af mig en gang imellem. Derfor er det godt at se sådan en lille film om Alfred & Skygge, der minder mig om, at jeg ikke behøver at tale grim til mig selv, for at komme en endnu værre smerte i forkøbet.

Faren er drevet over.

Genkender du udfordringen med en lige vel dominerende selvkritisk røst?

Du er velkommen til at dele tanker og erfaringer nedenfor. Husk blot ikke at dele mere end du ville til et zoom-møde med kollegaer, du ikke har krammet i snart et år.

Namaste 🧡

Tid

Hvem er det, der venter på fucking no one?

Tiden!

Tiden venter ikke på nogen, hverken ung eller gammel. Uanset hvordan det går os i livet, går tiden kun en vej og det er fremad. Den venter ikke, den tøver ikke, den stopper ikke. Aldrig nogen sinde.

Når man er ung, er det svært at overskue tidens cyklus. En måned føles som et år. En vinter som et liv.

Når man er gammel føles et år som en måned eller blot en dag. Og et liv som et enkelt år.

Nogen mener i disse coronatider, at det er synd for de unge. For de mister et år måske mere af det der liv. Den bedste tid af deres liv, der skulle været gået med sanseløst druk, lastbilkørsel og præstationsangst.

Med os gamle gør det ikke så meget. Vi har jo levet. Vi kan bedre klare det. Tabet af det år, der efter sigende kun føles som en dag.

Men er det rigtigt? Når jeg sådan mærker efter, synes jeg ikke at jeg har mere tid at give af end de unge. Nok kan år føles som dage i min alder, men betyder det så at jeg bør give dem væk med større gavmildhed? Når de unge føres frem som dem der lider det største tab af tid, i denne tid, er jeg ikke helt enig. Jeg skulle ikke have brugt det seneste år på sanseløs druk eller dumdristige udskejelser, men jeg skulle have brugt året på at udvikle mig på andre områder. Jeg skulle have haft præstationsangst over nye begyndelser og jeg skulle have delt udflugter og lærerige begivenheder med min datter og hendes far. Jeg skulle på afstand have observeret andre menneskers tilgang til livet og løssluppent sociale adfærd.

Jeg er god til at vente. Og man skal som bekendt gøre det man er god til. Men jeg hader at vente. Hele mit liv opleves som en lang venten. Venten på at dét gik over. Vente på at noget stoppede. At noget begynder. Vente på at modet indtræffer. Hjælp. Vente på livet. Vente på døden, der uanset klar eller ej en dag kommer og tar’ mig.

Det her år har ikke føltes som en dag. Det her år har føltes som et uendeligt ophold i en ventesal.

Det er synd for de unge uanset om de er i gang med en livsændrende gymnasial uddannelse, spejder i horisonten efter en elevplads, er midt i et tiltrængt sabbatår eller indlagt på psykiatrisk.

Og det er synd for os gamle.

For tiden venter ikke på nogen af os.

Namaste

Du er velkommen til dele egner tanker om tid og corona. Husk blot ikke at dele mere end du ville til andre ventende i en halvtom ventesal.

Artens overlevelse

I anerkendelsen af, at vi, mennesket, er seksuelle væsner, udgav sundhedsstyrelsen i september 2020 følgende retningslinjer;

Sex

Du kan godt dyrke sex under COVID-19-epidemien, så længe du husker at passe på dig selv og andre.

Ny coronavirus smitter ikke gennem sæd, men via dråber og sekreter fra luftvejene, som overføres ved tæt kontakt, fx kys.

Du kan beskytte dig selv og andre ved:

  • Kun at dyrke sex med din faste partner eller med så få nye partnere som muligt.
  • Kun at dyrke sex, hvis begge parter er raske.
  • At holde god hygiejne, og huske at vaske hænder (og evt. sex-legetøj) med vand og sæbe før og efter sex og masturbation”.

I anerkendelsen af at vi er sociale væsner, der har brug for fysisk (ikke nødvendigvis seksuel) kontakt for at tilknytning os og opretholde vores sociale tilhørsforhold til vores medmennesker, tænker jeg, om ikke ovenstående retningslinjer med en lettere omskrivning kan overføres til det at give et kram.

Det handler om artens overlevelse.

Kommenter gerne og del gerne, hvad som helst du mener er passer ind i konteksten – helt uden restriktioner.

Namaste

En gammel sag

Nedenstående skrev jeg i smerte og frustration for godt og vel 5 år siden. Jeg var temmelig syg og følte mig magtesløs og uretfærdigt behandlet. Jeg fik god respons på teksten for, desværre, der var mange, der kunne genkende sig selv i min tekst, sygdomsramt eller ej.

Nedenstående er ikke aktuelt længer. Ikke for mig i alt fald. Jeg har dog for nylig været i kontakt med jobcentret og selv om jeg ikke var syg og intentionen fra deres side nok har været en anden, gik jeg fra samtlige møder med en følelse af, at jeg burde være i panik og at jeg burde skamme mig.

Jeg deler nedenstående teksten igen, da jeg er i gang med en ny tekst, hvor jeg kommer lidt ind på både frivilligt arbejde og arbejdsløshed og gerne vil inddrage nogle af pointerne fra nedenstående uden helt at genskrive mig selv.

Du er velkommen til sagligt og konstruktivt at kommentere og måske dele egne erfaringer. Men husk ikke at dele mere end du ville til et gruppeoplæg i jobcenterregi.

Namaste

Kære Arbejdsgivere. Kære Jobcenter

Jeg vil gerne have et arbejde

Jeg dimitterede i 2012 som cand.pæd.pæd.psyk. Siden har jeg været på barsel og plaget af en genstridig tarmsygdom. Mest af alt har jeg været arbejdssøgende. Jeg vil nemlig gerne have et arbejde.

Rundt regnet har jeg send ca. 300 ansøgninger og blevet kaldt til samtale på ca. 5% af dem. Nå ansættelsesudvalget efterfølgende har ringet med et afslag er det med den positive udmelding, at ” du var så tæt på at være nr. 1 som man kan komme, uden at være det”. Det seneste telefoniske afslag anbefalede mig i øvrigt at søge i deres søsterorganisationer. Der har de nemlig brug for sådan en som mig. På frivillig basis.

På de afslag jeg har fået på mine skriftlige ansøgninger, har jeg, når det har været muligt, ringet og fået feedback. Feedbacken på mine ansøgninger er, at de er ”fine, de fortæller præcist og velformuleret, hvad du kan tilbyde, hvem du er og hvad du vil. Dit Cv er passende for stillingen og dejligt overskueligt”.

Ansøgningen

Jeg har søgt feedback på både ansøgninger og Cv både i mit netværk og i A-kassen. Forslagene er mange

  • skriv i punktform
  • gør ansøgningen korter
  • gør den længere
  • fortæl om dine faglige kvalifikationer i ansøgningen
  • gem dine faglige kvalifikationer til CV’et
  • start med en fængende overskrift, der præsenterer dig kort og præcist
  • gør overskriften kortere
  • gør den længere
  • del ansøgningen op i afsnit med relevante overskrifter
  • mv.
Cv’et

Cv’et skal

  • kun rumme et kronologisk oprids af uddannelser og erhvervserfaringer. Hvad der skal stå først er afhængig af den søgte stilling
  • ud over et kronologisk oprids af uddannelse og erhvervserfaringer, gives en beskrivelse af de konkrete arbejdsopgaver og hvordan du har løst dem. Hvad der skal stå først er afhængig af den søgte stilling
  • skriv uddybende om dine personlige interesser
  • skriv begrænsende om dine personlige interesser
  • vedhæft portrætfoto. Ikke for privat. Ikke for neutralt
  • mv.

Søg

  • uden for dit fagområde
  • bredt geografisk
  • opslået
  • uopfordret
  • i dit netværk

Mit netværk har været flinke til at sende mig links og forslag til både relevante og irrelevante jobs. Mit private netværk er dog ved at give op på opgaven. Mit faglige netværk eksisterer ikke længere.

  • forslå kaffemøder hos en potentiel arbejdsgiver
  • søg virksomhedspraktik

Sidste år var jeg i virksomhedspraktik i en organisation, hvor jeg virkelig gerne ville arbejde. Her udførte jeg arbejdsopgaver der reelt set skulle udføres af deres lønnede medarbejder. Ved hjælp af engagement, vedholdenhed og min fagforening fik jeg en midlertidig ansættelse til en rimelig løn. Dette førte til et kaffemøde hos en af organisationens samarbejdspartner. De var meget begejstret for min profil og så mig tydeliget i særligt én af deres kommende stillinger. De ville give mig besked så snart stillingen blev konkret og umiddelbart inden den blev slået op. Jeg modtog en mail på dagen, hvor stillingen blev slået op. Jeg søgte. Og fik afslag. Dog var de så begejstret for min ansøgning og mine kvalifikationer, at de gerne ville have mit syn på en efterfølgende evalueringsrapport, hvis jeg var interesseret. På frivilligbasis, skal dog siges. Desuden ville de rigtig gerne ansætte mig på frivillig basis.

I år har jeg været i virksomhedspraktik i en virksomhed, hvor jeg rigtig gerne vil arbejde. Her udførte jeg arbejdsopgaver der reelt set skulle udføres af deres lønnede medarbejder. Undervejs har jeg gentagende gange samtalet med ledelsen om, hvordan jeg fremadrettet kan biddrage til virksomheden med mine kompetencer. På vores sidste møde talte vi om, hvordan vores samarbejde mere konkret kunne se ud i fremtiden. På frivillig basis, forstås!

Udvikling

Jeg har

  • stået til rådighed
  • søgt flere jobs om ugen
  • deltaget i samtlige møder Jobcentret har pålagt og forslået mig både før, under og efter sygdom.
  • deltaget i kompetenceafklarings kurser
  • deltaget i selvudviklingskurser
  • deltaget i efteruddannelseskurser
  • erhvervet mig et kørekort
  • søgt stillinger fra barista til psykolog, fra tilkaldevikar til konsulent i div. ministerier
  • jeg har søgt fuldtid
  • jeg har søgt deltid
  • jeg har henvendt mig privat og uopfordret. Kommunalt og opfordret. Og alt det i mellem
  • og ja, jeg har italesat muligheden for løntilskud. Mange gange.

Min dagpengeperiode er udløbet. Jeg modtager nu midlertidig arbejdsmarkedsydelse. Næste tilbageskridt er kontanthjælp. Her kan jeg af jobcentret få pålagt beskæftigelse i form af fx opsamling af skrald langs motorvejene.

Følelsesudbruddet

Jeg kan forstå vi lever i en frivillighedskultur og det giver rigtig god mening, hvis man er studerende, efterlønner e.l. og hvis opgaven fx består i at drikke en kop kaffe med et ældre medmenneske, holde en døende i hånden e.l.  Men jeg kan ikke lade være med at føle mig hånet – en lille smule til grin – når jeg, som arbejdssøgende, med en tilsyneladende spændende profil, er en næsten etter, er lige sådan en person de mangler, begejstrer med mine ansøgninger osv., potentielle arbejdsgivere antager, at jeg vil stille mig tilfreds med et tilbud om at få lov til at give mine kompetencer, kvalifikationer og erfaringer væk ganske gratis.

Jeg har desuden

  • arbejdet frivilligt i sammenlagt 7 år.

Jobcentrets opgave er at føre kontrol, sådan at de ydelser jeg modtager, er nogle jeg ikke snyder mig til. Jobcentrets opgave er at hjælpe mig i job. Når jeg kommer til møder i jobcentret, får jeg at vide, at ”du gør alt det rigtige, bliv endelig ved med det. Vær blot opmærksom på, at du overholder reglerne, ellers …”. Kontrollen udfører I ganske godt.

Kære Jobcenter. Kære arbejdsgivere.

Jeg vil rigtig gerne have et arbejde. Hvad skal jeg gøre mere?

Jeg glæder mig til at høre fra jer.

Mia Andersen

Metoo

Metoo er langt mere og andet end de seksuelle krænkelser, der i et bizart stafetløb med Covid-19, hvor Covid-19 (og mink) har taget føringen i div. medier, der længe, i årevis, årtusinder, altid(!) har præget den asynkrone relation mellem mænd og kvinder. Ikke kun på arbejdsmarked, ikke kun i erhvervslivet, ikke kun i særlige brancher, men alle steder til alle tider.

Jeg vil hævde at metoo-situationer iscenesættes allerede før fødslen. Krænker/offer – prægningen starter allerede i fostertilstanden og forædles op igennem barnets opvækst uden, at der er bevidsthed om, at det er i den retning man præger sit barn eller den retning man selv er blevet præget i, i sin opvækst.

Nogle mennesker vil klart hævde, at de på ingen måde er blevet præget til at være offer. Heller ikke, at de er offer, når de udsættes for en hånd på låret. De har helt sikkert lært og fået fortalt op igennem deres opvækst, at de er stærke og seje og at den helt særlige styrke skal bruges til at se, at en hånd på låret er enten et kompliment, en joke eller et udtryk for krænkerens manglende evne til at regulere sine dyriske drifter. DVS. at man som offer for en krænker tager imod krænkelsen som en fin lille gave, griner dumt af episoden eller gør krænkeren til offeret.

For mange år siden havde jeg en ven.

Engang var jeg hjemme hos ham. Det var jeg tit, han var min bedste ven. Han var glad for mig og lagde ofte an på mig. Verbalt. For sjov. Mange gange sagde jeg til ham, at han skulle stoppe. Sådan lidt akavet og flovt. Jeg ville jo ikke gøre ham ked af det. Han var jo min ven. En aften stoppede han ikke. Han sagde noget, jeg afslog, han kom nærmere, jeg puffede til ham. Det blev alvor. Alvor er farligt. Det blev slowmotion i mit hoved og mens jeg mærkede hans hænder på min overkrop så jeg hans åbne mund, hans tunge og næse nærme sig mit ansigt. Langsomt åbnede jeg munden, jeg løftede hovedet en smule og bed sammen. Han skreg. Jeg holdt fast. Han skubbede mig væk. Jeg gik. Næste gang jeg så ham, var på vores fælles stamsted. Han var sur. Hans næsetip var blå/røde/sort/lilla og der var tydelige tandmærker, der hvor jeg havde bidt sammen. Da han fortalte, at han havde fået en stivkrampevaccination, grinede jeg. Han var sur. Jeg undskyldte. Han var sur. Han ville ikke være min ven mere. De andre i vores omgangskreds støttede ham og skammede mig ud.

Jeg har fortalt den historie mange gange siden og altid med et narrativ der går i retningen af, at jeg da også er en værre én, og at jeg selv var ude om at miste så god en ven. Mange har givet udtryk for sympati med manden. Jeg er jo ikke rigtig klog, når jeg sådan går og sætter tænderne i andre mennesker. Og jeg gav dem ret. Vi grinede og blev enige om, at jeg da også var helt skør og at det var mig, der var krænkeren og ham, der var offeret.

Og sådan kan man vende ting på hovedet bare for at overleve.

Jeg er den lidt rebelske type (omend introvert) og jeg er godt trænet efter en lang opvækst med krænkelser i at gøre krænkeren til offer. Når min krænker i min opvækst blev udmattet eller brød sammen, behandlede jeg hende som et offer. Jeg gjorde grin med mig selv og trøstede hende.  I mit voksne liv er jeg hurtig til at veje en stemning og har på forskellige arbejdspladser eller uddannelsesinstitutioner været den første til lummert at sige; ”det sagde hun også i går…” eller på anden måde at pege pilen væk fra mig selv og beklageligvis oftest over på en anden.

Den rigtige historie er, at min bedste ven krænkede mig og jeg var i min fulde ret til at sige fra.

Det er du også.

Har du kommentarer til overstående af faglig eller personlig karakter er du velkommen til at kommentere nedenfor. Husk, ikke at dele mere end du ville den første dag på dit nye studie.

Namaste

Den røde tråd

Kim Larsen og Michael Bundesen efterlod sig noget af et eftermæle. Mange beskriver, at Larsen og Bundesen har skrevet dansk musikhistorie, at de har været inspirationen for deres eget virke og nogle, ja faktisk mange, beskriver med bevægende kærlighed, hvordan Kim Larsen, Gasolin og Shu-bi-dua har været soundtracket til deres liv.

Min datter elsker Vuffeli-Vov.

Nedenstående handler dog hverken om Michael Bundesen eller Kim Larsen. Disse to har fortjent al den ære og respekt de har fået med sig videre af de danskere, der har elsket dem hele deres liv.

Nedenstående handler om traumespor for både Gasolin og Shu-bi-dua og ja selv dansk melodigrandprix har også været soundtracket til min barn- og ungdom.

Da jeg var ung hadede jeg dansk melodigrandprix, jeg syntes det var latterligt og jeg syntes, at de der holdt grandprix-aftner var ligeså. Ligesådan med landskampe og andre fællesskabsarrangementer. I dag nyder jeg melodigranprix. Jeg hygger mig med det sammen med min lille familie og det skyldes nok også at melodigranprix har gennemgået en kæmpe forvandling siden jeg var barn.

Da jeg var barn, optog min søster og jeg grandprixet fra fjernsynet på hver vores lille ghettoblaster. Som i alle andre familier måtte vi være længe oppe og vi så med da Kirsten skubbede Søren i vandet. Da Trine dansede i måneskin og da Thomas bankede på, uden at der var nogen hjemme. Efterfølgende spillede vi optagelserne i en uendelighed, mens vi arbejdede i stalden. Vi lærte sangene udenad så vi kunne dele dem med vores klassekammerater i skolen.

Det samme med Jutlandia og Den røde tråd. Soundtracket til vores barndom.

Da jeg første gang lod rigtig mærke til teksten til Den røde tråd og passagen ”… og dagens ret var tørre tæsk…”, kan jeg huske jeg undrede mig. Hvorfor synge han om tæsk? Er det noget han kender til? Er det noget andre ved noget om? Det var som om ham, der sang fik sat begreb på mit liv. Som om jeg dermed fik sat ord på, hvad der egentlig foregik. Tæsk. Aldrig havde jeg hørt ordene sagt højt. Og aldrig havde jeg hørt nogen italesætte tvivl om eksistensberettigelse eller individualitet. ”Man må for faen, da være noget”, sang han. Må man det? Det var svært at tro på, når jeg dagligt fik at vide, at jeg ingenting var. ”Hvorfor blev jeg født…” gav anledning til, at jeg selv begyndte at reflektere over min egen eksistens og om jeg overhoved havde lyst til den, når nu ingen andre havde.

Som børn fik vi alt det de andre børn fik og måske mere til. Vi kom i skole med nyt tøj. Vi fik gaver om morgenen på vores fødselsdage. Vi fik heste. Vi fik fastelavnsris som vi skulle rise de voksne med og vi fik kæmpe påskeæg fyldt med fyldte chokolader. Vi fik Walkmans og lov til at se fodbold og melodigranprix. Vi fik lov til at fortælle om det i skolen. Og vi smilede og vi smilede og vi smilede. Men vi fik ikke lov til at spise chokoladen, ride på hestene eller lege med gaverne. Det var skueretter. Men, vi fik tæsk og vi blev hånet og ydmyget og vi fik lov til at gå tavs i skole med tøj, der dækkede de blå mærker.

Da Kim Larsen døde blev han med rette hyldet af fans og ligesindede. Det samme gentog sig fornyelig, efter Bundesens bortgang. Man hørte deres musik i hyldestprogrammer i TV, på de sociale medier og selv i vores lille hjem. Særligt Shu-bi-dua, der har haft en særlig betydning i min mands opvækst og derfor er et kært og bevægende minde, bliver spillet til fryd og fornøjelse for vores barn, der elsker teksterne og danser fjollet med på rytmerne. Jeg er ambivalent, når det sker. Jeg ser og forstår glæden. For jeg kan godt adskille dengang fra nu og adskille min dysfunktionelle opvækst fra musikken, der tilfældigt spillede i baggrunden.  

Alligevel bliver jeg grebet af en form for angst, vil jeg tro, og får en trang til at kaste op, når jeg hører disse gamle kendinge. Jeg oplever en form for klaustrofobi, en kvælende fornemmelse, der giver mig handlingstendenser i retning; enten at stikke af, ligge mig i fosterstilling på badeværelsesgulvet eller med vrede og aggression at slukke for musikken. Et klassisk flygt, frys eller kæmp-dilemma. For der dukker minder op om ømme kroppe, løgn og had, om frygt og skam.

Men det går over og imens jeg mærker smerten, ser jeg også glæden. I dag er jeg bevidst om, hvad der sker i mig og jeg synes ikke længer at melodigranprix, fodbold og Shu-bi-dua er latterligt, og jeg ved at min mands og datters autentiske glæde ved musikken, ved fodbold, melodigranprix og andre fællesskabsarrangementer skaber minder, der med tiden overskriver min barndoms traumespor.

Traumer er alvorlige og kan ubehandlet eller ubearbejdet forårsage forskellige vanskeligheder i opvæksten og livet igennem. Traumer kan bl.a. forårsage PTSD eller kompleks PTSD. Det kan du læse mere om her.

Jeg har livet igennem arbejdet med mine traumer og min tilgang til dem er væsentligt forbedret i forhold til dengang i 92´ hvor jeg stod på Rådhuspladsen og skreg af mine lungers fulde kraft, at jeg f..king hadede fodbold, mens det danske landshold spillede sig til en EM-sejr. Igennem målrettet studier og adskillige års egenterapi og selvomsorg har jeg efterhånden godt tag på mine traumer og er bevidst om, hvad der trigger, når det trigger.

Oplever du, at der er noget der trigger eller at du har en adfærd der af og til undrer dig, er det måske en god ide at få sat lidt fokus på det. Normen er, at oplever vi ubehag, taler vi os væk fra det. Vi undviger, vi tager os sammen og vi husker at tænke positivt. Det forsvinder ubehaget ikke af. Greenberg siger; at man kun kan komme over smerten ved at gå igennem den.

Afhængig af dine symptomer er der forskellige handlingsmuligheder. Det er under alle omstændigheder væsentligt, at du ikke oplever at blive re-traumatiseret. For mit vedkommende har det været essentielt af få talt om nogle af mine oplevelser, få sat perspektiv på, at blive valideret og få at vide, at det ikke var mig, den var gal med. Men vigtigst for mig har dog været at få lov til at tale mig igennem smerten og uretfærdigheden og ikke blot om smerten. At få lov til at sanse og mærke smerten og forme et sprog om smerten og udtrykke den i ord, der giver mening.

Har overstående inspireret dig, er du er velkommen til at dele både faglige og personlige erfaringer om emnet neden for. Husk blot på ikke at dele mere end du ville til en stor social sammenkomst.

Du er også altid velkommen til at kontakte mig på 22 84 42 14.

Namaste

Kend dig selv – hvorfor terapi

”Kend dig selv”, stod der skrevet over indgangen til Apollontemplet i Delfi.

Der er ingen, der kender dig bedre end dig, men nogle gange kan man have mistet sig selv så meget af syne, at man kan have brug for hjælp til at finde sig igen.

Ofte bliver jeg spurgt, hvad man skal fejle for at gå i terapi. Intet, svarer jeg lige så ofte. Det skal være nysgerrigheden og måske længslen, der drive dig. Det er nemlig ikke sygdom i sig selv, der gør terapi interessant eller hjælpsomt og det er ikke altid eller kun sygdom, der giver en lov, ret eller brug for at gå i terapi.

Jeg vil anbefale et terapeutisk forløb til alle, for hvordan lærer du dig selv bedre at kende end at tale om dig selv og ikke mindst med dig selv. I terapi er det mere en samtale med dig selv end det er en formidling af dig selv til terapeuten, som så derefter evaluerer dig og fortæller, hvad du skal gøre herefter. Det er i det terapeutiske rum – i samarbejde med terapeuten, du får mulighed for at stille alle de uudtalte spørgsmål, der kan have en tendens til at hober sig op inden i os, fordi vi har en tendens til at komprimere dem og stable dem i visheden om, at de er forkerte, irrelevante eller at vi kan kigge på dem senere.

Alle de små spørgsmål og usikkerheder, sansninger og følelser mener jeg bærer nøglen til selverkendelse og til en samling og udvikling af selvet. Når man får de små aha-oplevelser ala; ahhh, nu forstår jeg hvorfor…, nu ved jeg at… osv. kan alle de små erkendelser føre til enten en accept af tingenes tilstand eller en aktiv og bevidst proces i retningen af at gøre noget andet, at skabe forandring og at lære sig selv at kende. Og når man kender sig selv, kender man også sine behov.

Kodeordet i min praksis er ligeværdighed og samarbejde. Jeg lægger vægt på at vi i vores sessioner nysgerrigt undersøger og udforsker det som du bringer med i terapien. Om det drejer sig om følelser af utilstrækkelighed med børnene eller kollegerne, en undren over gentagende uhensigtsmæssig adfærd i fx sociale relationer, lysten til at hævde dig og kræve din ret, uden at vide, hvad det præcist er for dig eller hvordan du kan opnå det, er mit ærinde at stille mig til rådighed som dit vidne, din støtte, din arbejdskammerat om du vil, indtil du når derhen, hvor det er godt at være dig.  

Som din terapeut kommer jeg langtfra til at kende dig bedre end du gør og jeg kommer ikke til at vide bedre end dig selv, hvad der er godt for dig. Derimod ved jeg, at du med min ubetinget accept, mit autentiske nærvær og min omsorgsfulde nysgerrighed vil få mulighed for opdage og udforske de dybere aspekter af din egen indre verden og dermed få mulighed for at kende dig selv.